
Psykolog Stine Hedegaard Horsevad
Jeg er uddannet psykolog (cand.psych.) fra Aarhus Universitet i 2011. Jeg er autoriseret af psykolognævnet under socialministeriet i 2014. Jeg er født i 1983, og privat er jeg gift og har to børn.
Jeg har arbejdet som psykolog i 14 år indenfor klinisk psykologi (samtaleterapi) og arbejds- og organisationspsykologi. I halvdelen af årene har jeg arbejdet i privat psykologpraksis. Derudover har jeg også arbejdet ved Center for Seksuelt Misbrugte (CSM), hvor jeg leverede samtalebehandling og var VISO-specialist, og jeg har været konsulent i psykisk arbejdsmiljø hos CRECEA. Jeg har erfaring med krisehjælp og har været en del af Aarhus Kommunes psykiske kriseberedskab i to år, og jeg har været ekstern psykolog på to anonyme krisecentre.
Hos mig vil du blive mødt i en afslappet atmosfære med nærvær og interesse. Det er vigtigt for mig at skabe et trygt rum, hvor vi sammen kan udforske de udfordringer, du oplever. Jeg lægger vægt på, at terapi foruden at være hårdt arbejde også skal opleves som opløftende og håbgivende og skal bringe ny forståelse, energi og mere hensigtsmæssige handlemåder i livet.
Metode
Metodisk har jeg mit grundfundament indenfor psykodynamisk terapi, emotionsfokuseret terapi og relationel terapi. Jeg trækker også på andre metoder, der hvor de kan tilføre ekstra værdi. Jeg lægger vægt på, at interventionerne er tilpasset den enkelte, og at det er forankret i nyeste forskning.
Erfaring
Jeg startede i en psykologpraksis som nyuddannet psykolog, og derefter var jeg en årrække i to forskellige psykologstillinger, inden jeg igen vendte tilbage til at være privatpraktiserende psykolog. Det har altid været vigtigt for mig at være i hus med andre psykologer, så vi kunne lære af hinanden. Jeg har været ved følgende psykologhuse: Psykologhuset Nyenstad, Institut for Relationspsykologi, Midtbypsykologerne i Silkeborg og nu min egen praksis, Psykologhjælp Silkeborg, hvor jeg deler lokaler med to andre selvstændige psykologer.
Fælles for de psykologklinikker, jeg har været i, har været samtaleterapi for voksne og unge indenfor de områder, mange mennesker henvender sig med herunder: stress, depression, angst, sorg, krise, skilsmisse, selvværdproblematikker, dødsfald, overgreb og andre traumer. Jeg har en et-årig efteruddannelse i parterapi (Emotionsfokuseret) og laver parterapi for par i alle aldre. Derudover har jeg eller har haft en række individuelle aftaler som leverandør af psykologydelser herunder:
Krisepsykolog for Aarhus Kommune (krisesamtaler, krisestyring på arbejdspladser, debriefing)
Psykolog på to anonyme krisecentre (Samtaler med voldsramte kvinder)
Krisepsykolog for Falck Healthcare og CRECEA Krisekorps
Ungeguiden Silkeborg Kommune
College360 og SOSU Østjylland (samtaler med studerende og undervisere)
Aarhus Kommunes tilbud om psykologsamtaler til medarbejdere og ledere
Supervisor fra bl.a. kommunal integrationsafdeling, hjemmesygeplejersker, pædagoger, hjemmehjælpere og plejecentre ift. borgere med psykiske problemstillinger.
Kurser i bl.a. konflikthåndtering, psykisk førstehjælp og stress
Ledersparring og hjælp til arbejdspladser med udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø.
Udover mine erfaringer fra privat psykologpraksis har jeg været ansat ved CSM - Center for Seksuelt Misbrugte. Her varetog jeg samtaleterapi for voksne, der havde været udsat for seksuelle overgreb i deres barndom. Derudover var jeg VISO-specialist indenfor senfølger efter seksuelle overgreb og jeg superviserede andre faggrupper der arbejder med området, eks. kommunale familiebehandlere og opholdssteder.
Jeg har været ansat som konsulent i psykisk arbejdsmiljø i CRECEA, hvor jeg varetog rådgivning, kurser og procesfaciliteringen indenfor psykisk arbejdsmiljø herunder stresshåndtering, konflikthåndtering, samarbejde, trivsel, mobning på arbejdspladsen, forandringsledelse, ”Den svære samtale” som ledere eller som AMR, vold, håndtering af følelsesmæssigt belastende jobs og hjælp til udarbejdelse af politikker og procedure for håndtering af psykisk arbejdsmiljø. Jeg superviserede faggrupper ved fx voldsproblematikker på plejehjem, pædagogisk personale eller socialrådgivere med særligt udfordrende børn/unge/borgere. Derudover lavede jeg ledersparring for ledere fra private og offentlige arbejdspladser, med fokus på faglig og personlige udvikling.
Jeg tilbyder
I min praksis, såvel som når jeg besøger virksomheder, er varme, forståelse og fordybelse vigtige nøgleord. Jeg lægger stor vægt på, at alle føler sig taget godt imod, og at jeg får en dyb forståelse af problematikken vi skal arbejde med. Sammen kan vi udforske, hvad der skal til for at ændre situationen og skabe refleksioner, der hjælper dig eller jer med at finde vejen videre.